Varer
Definition Dette kort giver et generelt overblik over prøveudtagningsprocedurer for detailpakninger. Der kan dog gælde supplerende krav for særlige produkter, og de er ikke dækket her. Tjek de gældende relevante standarder og forskrifter.

Detailpakninger defineres som pakninger, hvor vægten af den mindste individuelle pakning i sendingen normalt ikke overstiger 5 l eller 5 kg, dvs. forskellige dåser, flasker, glas og poser.

Ved en detailpakning forstås en pakning, der er særligt fremstillet til salg til en privatperson til husholdningsbrug.
  • I tilfælde af et krydderi eller en krydderurt, kan dette betyde en mængde på bare 10-25 g.
  • For andre produkter betyder det normalt en pakning på mellem 100 g og 2 kg (eller 2 l).
  • For visse ikkehomogene produkters vedkommende (f.eks. hundemad) kan det også omfatte sække eller poser på op til 25 kg.
Dette kort indeholder også oplysninger om udtagning af prøver fra færdige artikler, uanset om de er pakket i detailsalgspakninger, der ikke er beskrevet på deres specifikke kort.

Artiklerne defineres som færdige artikler, som kan anvendes direkte af slutbrugerne.

Dette kort omfatter en række produkter, f.eks. husholdningsartikler, dekorationsgenstande, sanitetsartikler, tøj, sko, genstande til personlig pynt, værktøj, mekanisk og elektrisk/elektronisk udstyr, dele og tilbehør dertil, optiske artikler, instrumenter, dele og tilbehør dertil, ure, møbler, lamper og legetøj.

Disse artikler består af forskellige materialer såsom plast, gummi, læder, papir, tekstiler, mineralske produkter, keramik, glas og metal eller en kombination heraf.

Dette kort omfatter ikke halvfabrikata, f.eks. barrer, stænger, rør, plader, folier, tråd osv. Prøveudtagning fra disse produkter foregår i henhold til prøveudtagningsproceduren for det materiale, som de består af.

For så vidt angår affaldsartikler henvises der til det specifikke kort for "Affald".

Detailpakninger
Anbefalet minimumsmængde for hver prøve Afhængigt af mængden i sendingen er det anbefalede minimumsantal pakninger til prøveudtagning med henblik på at skabe en samleprøve:

Partistørrelse
(antal emballager)
Anbefalet antal
pakninger til prøveudtagning
2-100 2
101-1 000 3
1 001-10 000 6
10 001-150 000 9
150 001-500 000 12
> 500 000 17

Tilpasset fra FAO/WHO - CAC/GL 50-2004, tabel 17 for reduceret kontrolniveau. Undtagelser fra denne tabel er forklaret i prøveudtagningsplanen nedenfor.

Hvis pakningerne er små, skal det sikres, at slutprøven er på mindst 250 g. For artikler skal slutprøven som minimum udgøre et eksemplar af det færdige og fungerende produkt.

Hvis sendingen er homogen (alle pakker er forsynet med samme mærke, har samme indhold, nettovægt eller -volumen, produktions- eller batchnummer og/eller udløbsdato), kan der udtages færre pakker (eller artikler). I princippet bør mindsteantallet/-vægten af identiske slutprøver, som i henhold til de nationale retningslinjer kræves sendt til laboratoriet, være tilstrækkeligt.

Homogenitet: Produkter, der er pakket til detailsalg, vil normalt være masseproducerede og være af ensartet sammensætning eller homogene. Nogle produkter er imidlertid naturligt varierede, hvorfor detailpakkerne ikke er ensartede eller homogene. Antallet af udtagne prøver beror i hvert enkelt tilfælde på en konkret vurdering.
  • Hvis det klart fremstår, at pakkerne er ensartede (f.eks. enheder fremstillet med samme produktionsdato eller samme batchnumre), kan der udtages færre pakker, så længe prøven stadig er repræsentativ for forsendelsen som helhed. Der skal imidlertid mindst udtages den mængde, som analysen kræver.
  • Hvis der er tvivl om, hvorvidt pakkerne er ensartede, f.eks. når der er synlig forskel på deres indhold, kan der udtages pakker ud over den mængde, der kræves, for at sikre, at prøven er repræsentativ.
  • Det samme gælder for artikler: Hvis der er tvivl om artiklernes ensartethed, f.eks. hvis der er synlige forskelle mellem de enkelte dele, kan der udtages flere prøver for at sikre, at prøven er repræsentativ. Et eksempel på ikkehomogene produkter er f.eks. keramik. Erfaringen viser, at typen af keramik i forskellige artikler (porcelæn, stentøj, almindeligt ler og fint ler) regelmæssigt varierer i enkelte sendinger.
  • Varer med høj værdi udtages normalt som ét repræsentativt stykke.
  • Hvis der ikke er udtaget prøvestørrelser i den angivne størrelsesorden, hvad enten der er udtaget mere eller mindre, skal årsagerne hertil registreres på prøveformularen.
Gældende standarder (ISO- og EU-standarder) og relevant lovgivning
  • FAO/WHO. Codex Alimentarius' generelle retningslinjer for prøveudtagning — CAC/GL 50-2004.

Lovgivning (tekniske standarder eller specifikationer): Tjek også din nationale lovgivning og nationale retningslinjer for prøveudtagning.


Nødvendigt udstyr
Forslag til prøveudtagningsudstyr afhængigt af den anvendte metode
  • Generelt værktøj: kniv, saks, tænger, lygte, osv.
Beholdere, der skal bruges til prøveudtagningen
  • Plastposer, forskellige udformninger og størrelser, med eller uden fortrykt etiket (P00)
  • Papirposer eller papkasser, kartoner, med eller uden fortrykt etiket (R00, R01)
Der kræves ikke beholdere til visse større varer, såfremt de let kan påføres en etiket, f.eks. keramiske produkter, tømmer, sten eller produkter som f.eks. elektronisk udstyr og elektroniske apparater.
Sikkerhedsforskrifter og risikovurdering Tjek din nationale lovgivning og nationale retningslinjer om sikkerhed og sundhed.

  • Under normale omstændigheder udgør produkter i detailpakninger eller artikler ingen særlige sundhedsfarer.
  • Mht. fødevarer: ingen særlige farer, medmindre du er specielt allergisk over for indholdet.
  • Mht. andre præparater: Se MSDS eller ADR og fare- og sikkerhedsmærkninger på originalpakningen.
  • Brug beskyttelseshandsker, sikkerhedsbriller og/eller en beskyttelsesmaske (hvis nødvendigt).
  • Kend og følg evt. sundheds- og sikkerhedsinstruktioner i den lokale risikovurdering og/eller sikre arbejdsmetoder for det sted, hvor prøveudtagningen skal ske.

Prøveudtagningsplan
Type sending Beskrivelse
Sendinger til toldklarering Samleprøven består af et passende antal enkeltprøver: dåser, flasker, glas eller poser udtaget i deres uåbnede detailpakning fra alle dele af sendingen.

Normalt udtages én prøve (en detailsalgspakning eller en artikel) værende repræsentativ for de produkter, der er omfattet af den samme toldangivelse.

Sendinger til CAP (den fælles landbrugspolitik) (eksportrestitutioner) eller punktafgiftskontrol Samleprøven består af et passende antal enkeltprøver: dåser, flasker, glas eller poser udtaget i deres uåbnede detailpakning fra alle dele af sendingen. Minimumsantallet af pakninger til prøveudtagning er anført i ovenstående tabel. Hvis sendingen består af varer fra én produktionslinje (partinummeret er identisk), kan der udtages et reduceret antal prøver.

Det er også vigtigt at se på, hvor stor en andel af sendingen der udtages som prøve, se den generelle del.


Detaljeret information
Prøveudtagningsprocedure
  • Der skal udtages prøver af forskellige partier hver for sig. Etiketter på emballagen kan vise, om sendingen indeholder forskellige produktionsbatcher eller -datoer, og om produkterne i forskellige partier er af forskellig kvalitet.
  • Hvis etiketterne på emballagen viser, at sendingen indeholder forskellige produkter (f.eks. kan en sending marmelade indeholde forskellige slags marmelade), skal der tages prøver af hver slags. For så vidt angår artikler, hvor en forsendelse indeholder en blanding af genstande, f.eks. skruer og bolte af forskellige typer og sammensætning, udtages der prøver af hver art.
  • Pakningens integritet og udløbsdato skal altid undersøges.
  • Detailpakninger, der udtages som prøver, må ikke åbnes, og deres indhold må ikke flyttes til andre prøvebeholdere.
  • Der skal tages forholdsregler for ikke at slette eller skjule oplysninger på originalpakningen. Toldetiketten må ikke dække det originale produkts kommercielle etiketter (varemærke, producent, indhold, udløbsdato, toldstempel osv.). Det anbefales, at de detailpakninger, der er udtaget som prøver, anbringes i en plastpose eller papkasse, og at etiketter og segl fastsættes på posen eller kassen.
  • Hvis produktet er ved at udløbe eller har overskredet udløbsdatoen, bliver der normalt ikke udtaget prøver af sendingen, medmindre der er særlige grunde hertil.
  • For så vidt angår store artikler kan prøveudtagerne som et tilfredsstillende alternativ til prøveudtagning tage fotografier og udarbejde dokumentation, der beskriver artiklen, dens tekniske detaljer og funktion. Med hensyn til maskiner, elektrisk/elektronisk udstyr og elektriske/elektroniske instrumenter er disse oplysninger desuden af afgørende betydning for, at de kan tariferes korrekt.
  • Store artikler kan også testes med det samme ved hjælp af et mobilt laboratorium eller ved hjælp af mobil diagnostik, hvis der er adgang til dette.
Prøveformular
  • Udfyld prøveformularen. En kopi skal vedlægges prøverne, og en kopi beholdes til arkivet.
Transport
  • Sørg for, at transportbetingelserne garanterer de transporterede prøvers integritet og kendetegn.
  • Sørg for, at de rette transportbetingelser for varerne opretholdes korrekt. Om nødvendigt skal de rette faresymboler og/eller temperaturbetingelser være tydeligt anført uden på en evt. yderemballage.
  • Prøver af fødevarer og kemiske produkter skal transporteres adskilt (lastrum, emballeringsbokse osv.) i transportkøretøjet for at forebygge enhver mulighed for krydskontaminering.
Opbevaring
  • Opbevaringsbetingelserne afgøres af de udtagne prøvers kendetegn og egenskaber.
  • Sørg for, at de rette opbevaringsbetingelser for varerne opretholdes korrekt. Om nødvendigt skal de rette faresymboler og/eller temperaturbetingelser være tydeligt anført uden på en evt. yderemballage.
  • Opbevares i et rent, tørt, mørkt, køligt og tilstrækkeligt ventileret rum.
  • Artikler af høj værdi skal opbevares sikkert.



Revisioner
Version Dato Ændringer
1.0 12.10.2012 Første version
1.1 15.07.2018 Ajourføring – præcisering af prøvemængden
1.2 01.11.2019 Ajourføring – prøveudtagning fra færdige artikler tilføjet